---
title: "Assens Kommune kårer årets lokale kulturinitiativ"
description: "Assens Kommune kårer for anden gang årets lokale kulturinitiativ. Vinderen får 10.000 kroner til fremtidige kulturinitiativer i lokalsamfundet."
date: "2026-09-22"
created: "2026-09-22"
---

[Hjem](https://www.assens.dk/)

                    [Om os](https://www.assens.dk/om-os)

                    [Nyt fra Assens Kommune](https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune)

                    [Nyheder og pressemeddelelser](https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune/nyheder-og-pressemeddelelser)

                [Assens Kommune kårer årets lokale kulturinitiativ](https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune/nyheder-og-pressemeddelelser/assens-kommune-kaarer-aarets-lokale-kulturinitiativ-2)

# Assens Kommune kårer årets lokale kulturinitiativ

Assens Kommune kårer for anden gang årets lokale kulturinitiativ. Vinderen får 10.000 kroner til fremtidige kulturinitiativer i lokalsamfundet.

        ![](https://www.assens.dk/i/MOLIRIMEDIA/d47a0932-1ae5-444c-bfc6-826a35ccc909?width=800)

Rundt i Assens Kommune findes der masser af kulturelle arrangementer og initiativer. Det være sig små koncerter i det lokale forsamlingshus, udstillinger på det lokale plejehjem og meget mere.

Det er blandt andet den slags arrangementer og initiativer, som Assens Kommune nu for anden gang vil hylde med en konkurrence og en pris.

Assens Kommune vedtog i 2025 en ny kulturstrategi, og heri lægges der ekstra vægt på netop lokale kulturelle initiativer. Med den nye pris ønsker Kultur- og Fritidsudvalget at sætte endnu mere fokus på de lokale kulturelle initiativer.

Udvalgsformand Henrik Kirk fra Kultur- og Fritidsudvalget udtrykker det således: ”Kulturen skal ud, hvor borgerne lever, arbejder og mødes. Vi har fokus på, at de kulturelle initiativer kommer ud i de mindre lokalsamfund, hvor kulturen kan leve i byrummene, men også i institutioner som skoler og plejecentre. Det vigtigste er, at kulturen kommer ud i alle dele af kommunen.”

Henrik Kirk fortsætter: ”Vi ved, at kultur har betydning for mental trivsel og fællesskab. Når borgerne mødes og engageres i lokale fællesskaber, skaber det glæde og sammenhold. Kulturlivet skal være drivkraft for flere lokale samarbejder og fællesskaber, og det skal være med til at styrke identitet, livskvalitet og udvikling. Denne konkurrence er et af mange redskaber til at få kulturstrategien til at leve i de mindre lokalsamfund.”

## **Sådan foregår konkurrencen**

Med konkurrencen om prisen som Årets kulturelle initiativ ønsker Assens Kommune årligt at præmiere og skabe opmærksomhed omkring et lokalt kulturelt initiativ.

Initiativerne kan have meget forskellig karakter. Det kan være en lokal billedudstilling på f.eks. en skole, en inden- eller udendørskoncert, en byfest, en lokal kunstudstilling eller det kan være noget helt andet.

Kender du nogen, som arrangerer lokale kulturelle eller folkelige arrangementer?

Det kan være en forening, en borgergruppe eller et lokalråd mv. Så kan du indstille dem til prisen **senest den 15. december 2026**.

En arrangør kan også indstille sig selv til prisen.

Herefter vil Kultur- og Fritidsudvalget tage stilling til indstillingerne og ansøgningerne på udvalgets møde i januar 2027.

Vinderen modtager 10.000 kroner, som skal anvendes til kommende kulturelle initiativer.

Du kan læse mere om prisen, og hvordan du ansøger eller indstiller på:

https://www.assens.dk/fritid-og-oplevelser/bliv-frivillig/aarets-lokale-kulturinitiativ
