---
title: "400.000 havørreder sættes ud på Fyn – og det bliver ikke sidste gang"
description: "Havørred Fyns årlige udsætning af små havørreder på Fyn og Øerne gentages for 35. gang fra d. 7.-10. april, hvor næsten 400.000 såkaldte smolt slippes løs i de fynske vandløb. Det sker som resultat af et kæmpestort frivilligt engagement."
date: "2025-03-31"
created: "2025-03-31"
---

[Hjem](https://www.assens.dk/)

                    [Om os](https://www.assens.dk/om-os)

                    [Nyt fra Assens Kommune](https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune)

                    [Nyheder og pressemeddelelser](https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune/nyheder-og-pressemeddelelser)

                [400.000 havørreder sættes ud på Fyn – og det bliver ikke sidste gang](https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune/nyheder-og-pressemeddelelser/400000-havoerreder-saettes-ud-paa-fyn-og-det-bliver-ikke-sidste-gang)

# 400.000 havørreder sættes ud på Fyn – og det bliver ikke sidste gang

Havørred Fyns årlige udsætning af små havørreder på Fyn og Øerne gentages for 35. gang fra d. 7.-10. april, hvor næsten 400.000 såkaldte smolt slippes løs i de fynske vandløb. Det sker som resultat af et kæmpestort frivilligt engagement, og det kommer også til at ske de kommende år.

                ![](https://www.assens.dk/i/MOLIRIMEDIA/a077070e-b26e-43c7-ae20-08dd687ed8bb?width=800)

I år er der særligt stor begejstring i forbindelse med
udsætningen af havørredsmolt, da mange frem til for et par måneder siden
frygtede, at det ville blive allersidste gang, der skulle udsættes fisk i de
fynske åer. Sådan gik det heldigvis ikke, da en aftale mellem FGU Fyn og
Erhvervshus Fyn faldt på plads i januar og forhindrede en ellers varslet
lukning af Fyns Laksefisk, som producerer, passer og plejer udsætningsfiskene.

”At Fyns Laksefisk er sikret en
fremtid også efter 1. juli i år, er meget vigtigt for det arbejde, der udføres
med at sikre havørredbestandene på Fyn og Øerne. Det betyder, at Erhvervshus
Fyn gennem forpagtning af stedet de næste fire år kan fortsætte den strategiske
udsætning af smolt. Samtidig kan vi i Havørred Fyn styrke vores forståelse af
udsætningernes effekt yderligere gennem den omfattende forskningsindsats, der
er igangsat," siger borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen.

Årets udsætning er nemlig et
vigtigt led i sidste del af Danmarkshistoriens største undersøgelse af
havørredbestandene, hvor 1,2 millioner fisk er blevet mærket over en treårig
periode. Mærkningen, som foregår ved at klippe en lille ubetydelig finne af de
fisk som udsættes, gør det muligt at spore fiskenes færden og få et detaljeret
indblik i støtteudsætningernes effekter.

Frivillige lystfiskere spiller en
afgørende rolle i dataindsamlingen ved at rapportere deres fisketure og
fangster via appen *Fangstjournalen*.
Derudover hjælper frivillige både før, under og efter udsætningerne med at
klippe finner, vogte smolt og agere ”nøglefiskere”, der kan hjælpe med at
verificere de data, der indsamles via Fangstjournalen.

”Vi er dybt afhængige og
taknemmelige for den frivillige indsats, der bliver gjort. Hos Fyns
Laksefisk har vi mange forskellige og meget dedikerede mennesker tilknyttet
igennem året. Deres indsats er enormt vigtig og med til at løfte kvaliteten af
det arbejde, vi udfører med fiskene. Derudover så oplever vi, at samarbejdet
med de frivillige bidrager med positiv energi, både til de frivillige og til
os, der arbejder på Fyns Laksefisk”, fortæller Linda Bollerup, der er
fiskemester hos Fyns Laksefisk

De frivilliges støtte har også
været afgørende for redningen af Fyns Laksefisk, idet mange både lokale
foreninger og virksomheder har bidraget med donationer frem mod indgåelsen af
forpagtningsaftalen.

”Det store frivillige engagement
vidner om, hvor meget havørreden betyder for lystfiskere, naturinteresserede og
erhvervslivet. Vi er glade for, at udsætningerne i år ikke bliver de sidste.
Vores plan er, at vi hen over de kommende år vil fintune udsætningerne
yderligere både i forhold til antal og geografiske udsætningssteder. Med Fyns
Laksefisk i drift kan vi på bedst mulig vis fortsætte vores arbejde med at
forbedre vandløbene, styrke fiskebestandene og fastholde Fyn og Øerne som en af
Europas bedste destinationer for lystfiskere og fisketurister," siger Tue
Kempf, direktør i Destination Fyn, som er en del af Erhvervshus Fyn og
tovholder for Havørred Fyn-indsatsen.

**I Assens Kommune sættes31.000 smolt ud**

I disse dage bliver der sat havørredsmolt ud i tre vandløb i Assens Kommune som
led i arbejdet med at styrke den samlede havørredbestand.

I Puge Mølle Å bliver der udsat
omkring 14.000 smolt. Udsætningen her sker tirsdag den 8. april kl.
18.00.

Også Aa Å bliver rigere på fisk,
når omkring 10.000 smolt sættes ud mandag den 7. april 2025.

Desuden får Kærum Å får også
tilført cirka 7.000 smolt.

Det betyder, at der i alt
udsættes der cirka 31.000 mærkede havørredsmolt i kommunen.

Ved de fleste af udsætningerne
vil der være såkaldte smoltvagter til stede – frivillige, som med klap, råb og
viftende arme forsøger at holde sultne fugle på afstand. På den måde får de
nyudsatte smolt de bedst mulige chancer i deres første, kritiske timer i
vandløbene.

Vil du være smoltvagt, så se mere
her: [Projekt Smoltvagt kører igen i 2025](https://seatrout.dk/blog/projekt-smoltvagt-koerer-igen-i-2025/ "Projekt Smoltvagt kører igen i 2025")

**Bedre forhold forhavørrederne i Haarby Å** ****Der bliver også gjort en stor indsats for de vilde havørreder i
Assens Kommune – både ved at forbedre deres naturlige levesteder og sikre gode
gydepladser. Et aktuelt eksempel er Haarby Å ved Algade, hvor et nyt projekt
skal styrke den vilde havørredbestand. Havørred Fyn vil i samarbejde med Assens
Kommune i 2025 skabe endnu bedre gyde- og opvækstmuligheder i åen, så
havørrederne kan få optimale betingelser for at yngle og vokse op naturligt
selv.

På en strækning midt i
Haarby skal der udlægges gydegrus og skjulesten, og det er et godt eksempel på,
hvordan en lokal og målrettet indsats kan hjælpe naturen på vej – til gavn for
både fisk, biodiversitet og de mange, der holder af åen.
