---
title: "Vis job"
description: "Vis job"
date: "2023-09-12"
created: "2023-09-12"
---

[Hjem](https://www.assens.dk/)

                    [Karriere i Assens Kommune](https://www.assens.dk/karriere-i-assens-kommune)

                [Vis job](https://www.assens.dk/karriere-i-assens-kommune/vis-job)

# Vis job

Pædagogisk afdelingsleder til Verninge Skole – Børnehave – Vuggestue
                            https://cdn-recruiter.hr-manager.net/Export/Attachments/ViewAdvertisementImage.ashx?AdvertisementId=151839&cid=231

Ansøgningsfrist
                                Tiltrædelse
                                Arbejdssted
                                Arbejdstid

                                09.09.2026
                                Hurtigst muligt
                                Tommerup
                                Fuldtid

*Er det dig, børnene løber i møde, når du går ind ad lågen om morgenen? Møder du dem alle med smil, nærvær og god energi? Går du med en lederdrøm i maven, og vil du være med til at sætte ramme og retning for det pædagogiske arbejde i en landsbyordning? Har du solid faglighed og høje ambitioner, så du naturligt bliver det faglige fyrtårn for medarbejderne? Kan du samtidig gå forrest i det pædagogiske arbejde? Så har vi et spændende job til dig!*

Hos landsbyordningen i Verninge søger vi en pædagogisk afdelingsleder til vores børnehave, vuggestue og SFO (genopslag).

Stillingen er på fuld tid med ansættelse snarest muligt.

Verninge ligger 20-30 min fra Odense, og der er gode busforbindelser.

## **Verninge Skole – Børnehave – Vuggestue**

I smukke landlige og naturskønne omgivelser på Vestfyn ligger Verninge Skole – Børnehave – Vuggestue, som er en landsbyordning bestående af to matrikler.

Fuglekilden er vores naturvuggestue og naturbørnehave med børn i alderen 0-6 år.

Skolen har elever fra børnehaveklassen til og med 6. klasse og en SFO med børn fra børnehaveklassen til og med 3. klasse.

I alt har vi pt. 79 skønne børn - 25 børn i børnehaven, 13 børn i vuggestuen og 41 børn i SFO-en.

Tilsammen har vi 12 pædagogiske medarbejdere tilknyttet.

## **Barnets perspektiv, samarbejde og fællesskab**

Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn og den enkelte familie.

Vi sætter os i barnets sted og ser barnets perspektiv.

Vi vægter samarbejdet højt og tror på, at en åben og tæt dialog er bærende for et godt forældresamarbejde.

Samtidig vægter vi nærvær, omsorg, anerkendelse og engagement både for det enkelte barn og for fællesskabet.

Vi er stolte af vores fællesskab, hvor den røde tråd giver vores børn og forældre en tryg overgang fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole.

Vi er ambitiøse og stiller høje krav til os selv og hinanden. Vi tror på, at trivsel og læring går hånd i hånd, og at et tæt samarbejde forældre og personale imellem højner det enkelte barns læring.

Vi er en aktiv del af lokalsamfundet, der på alle måder flot bakker op om landsbyordningen.

## **Pædagogisk afdelingsleder**

Som pædagogisk afdelingsleder vil du være tæt på medarbejdere, børn og familier i hverdagen, og du skal være rammesættende for det daglige pædagogiske arbejde.

Dit arbejdsområde vil være pædagogisk leder for vuggestue, børnehave og SFO. Du vil få fast base og kontor i Fuglekilden, men skole og SFO ligger lige på den anden side af vejen.

Du skal være drivkraften, som møder os, der hvor vi er, og ønsker at fortsætte vores pædagogiske udvikling samt implementeringen af de styrkede pædagogiske læreplaner i vuggestue, børnehave og SFO.

Du bliver en del af et lille, men stærkt ledelsesteam, hvor landsbyordningens leder Eva Strægaard Runge vil være din sparringspartner og støtte dig i din udvikling som leder. Derudover vil vores sekretær Lene hjælpe dig med en del af det administrative.

Vi er et lille sted, der løfter i flok. Det er vi stolte af! Det betyder også, at du er at finde på stuen eller legepladsen som en del af dit arbejde.

Som pædagogisk afdelingsleder vil du være med til at videreudvikle den pædagogiske praksis samt definere, dagsordensætte og udvikle landsbyordningens profil – både på kort og lang sigt.

Vi arbejder med mangfoldige børne- og ungemiljøer med baggrund i Assens Kommunes [Børne- og Ungepolitik](https://www.assens.dk/om-os/udvikling-og-strategi/boern-unge-og-uddannelse/vedtagne-politikker/boerne-og-ungepolitik-assens-kommune-2025-2029?term=Børne%20og%20ungepolitik%20assens%20kommune%202020%202024).

Jobbet indebærer mødeledelse og facilitering af både personalemøder, forældremøder/samtaler samt møder med tværfaglige samarbejdspartnere og lignende.

## **Pædagog med dagtilbudserfaring og lederdrømme**

Vi forventer, at du er uddannet pædagog og har erfaring fra dagtilbudsområdet.

Måske har du allerede ledererfaring? Eller måske er du et sted i dit arbejdsliv, hvor du er klar til at tage første skridt på ledervejen?

Vi er klar til at møde dig lige der, hvor du er, og hjælpe dig videre i din udvikling.

Det vigtigste er bare, at vi kan se engagementet dine øjne, og du har mod på ledelse. Resten skal vi nok hjælpe dig med.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

- er synlig og nærværende blandt familier, personale og ledelse og kan indgå i et anerkendende, involverende og konstruktivt samarbejde
- vil udøve tydelig faglig ledelse og kan sætte retning i forhold til landsbyordningens profil, kerneopgaven og den faglige kvalitet
- har erfaring med administrative opgaver og forstår deres betydning for den daglige drift
- ikke er bange for at tænke nyt og være åben over for at justere og ændre undervejs
- kan organisere og bevare overblik, både for dig selv og andre, også i pressede situationer
- kan se dig selv i [Assens Kommunes ledelsesgrundlag](https://www.assens.dk/karriere-i-assens-kommune/assens-kommune-som-arbejdsplads/ledelsesgrundlag)

## **Fordelene ved en lille landsbyordning**

Vi er en lille landsbyordning, men det har og så sine fordele.

Hvis vi er så heldige, at du vælger os som din næste arbejdsplads, kan vi tilbyde dig:

- et spændende og ansvarsfuldt job, hvor du får mulighed for at prøve mange facetter af ledelse
- en engageret og aktiv fællesbestyrelse, forældrekreds og lokalsamfund
- en gruppe engagerede medarbejdere, som har fokus på fællesskab og nærvær, og som har det godt sammen
- en landsbyordning, som vægter lethed og godt humør i samarbejdet
- en organisation, der trives med at sige VI og ikke JEG
- en landsbyordning, som glæder sig til at byde dig velkommen

## **Løn og ansættelsesforhold**

Løn og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst og ud fra reglerne om lokal løndannelse.

Vi gør opmærksom på, at børne- og straffeattest indhentes, inden ansættelse kan finde sted.

## **Vil du vide mere**

Hvis du bare er det mindste interesseret, så håber vi, at du vil komme på besøg og se vores skønne dagtilbud og SFO.

Du er også meget velkommen til at kontakte leder Eva Strægaard Runge på tlf. 20 40 47 32, hvis du vil høre mere om stillingen.

Ansøgningsfristen er den 9. september 2026 kl 23.59, og vi holder samtaler onsdag den 16. september og anden ansættelsessamtale onsdag den 23. september 2026.

## **Flyt til Vestfyn**

Tænker du på at søge dette job i Assens Kommune? Så går du måske også med tanker om at flytte til Vestfyn.

Har du brug for hjælp til at finde dit nye hjem, så kan du finde mere info om alt det, Vestfyn har at byde på, her: https://www.flyttilvestfyn.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!
