Skip til hoved indholdet
    Hjem Fritid og oplevelser Ud i naturen Frie fiskepladser Frit fiskeri

Frit fiskeri

I Assens Kommune er det besluttet at frigive fiskeretten i en række af kommunens søer og på en strækning ved Brende Å. Knæk og bræk ...

Frit fiskeri i et udvalg af kommunens søer og vandløb

I en del af kommunens søer og vandløb er der frit fiskeri, hvilket betyder, at du kan fiske gratis. Er du under 18 år eller over 65 år, behøver du ikke engang et fisketegn. Find søerne med frit fiskeri på kortet nedenfor og i menuen.

Udpegningen af områder til frit fiskeri

Assens Kommune har stillet en række søer og vandløb til fri rådighed for alle lystfiskere. Formålet er at give både danske lystfiskere og udenlandske turister bedre adgang til lystfiskeri.

Af hensyn til naturen er det ikke forsvarligt at åbne for frit fiskeri alle steder.

Udpegningen af frit fiskevand er ikke definitiv, og der kan løbende tilføjes såvel som fjernes lokaliteter, ligesom kommunen også kan stoppe et fiskeri, indføre skærpede mindstemål eller udvide fredningstider og -zoner.

Regler for lystfiskeri på Assens Kommunes arealer 

Følgende regler skal overholdes ved fiskeri på Assens Kommunes arealer:

  • Alle mellem 18 og 65 år skal have et gyldigt statsligt fisketegn for at dyrke lystfiskeri i Danmark. (Køb fisketegn).
  • Man må kun fiske fra de opsatte fiskeplatforme og fra de arealer, der er markeret på skilte og på hjemmesiden.
  • Der må kun anvendes redskaber til flue-, spinne-, pirke- og medefiskeri med en til to stænger per lystfisker. Undgå så vidt muligt at anvende fiskegrej af bly.
  • Der må ikke fiskes med garn, ruser, langliner, net og lignende.
  • Af hensyn til smitterisiko og uønsket spredning af fiskearter må der ikke anvendes agnfisk eller rogn (fiskeæg).
  • Mindstemål og fredningstider skal overholdes. (Se mindstemål).
  • Lystfiskeri fra båd, flydering eller lignende er ikke tilladt.
  • Der må ikke fiskes efter ål.
  • Der må ikke forfodres.
  • Stumper af fiskesnører og andet affald må ikke efterlades. Såkaldte fletliner af kevlar m.v. og liner af fluorocarbon nedbrydes kun meget langsomt i naturen, og selv efterladte stumper af almindelig fiskesnøre kan virke som snarer, der "fanger" fugle og mindre dyr.
  • Tag hensyn til gydepladser og ynglende fugle. Det er ikke tilladt at færdes i rørbevoksninger, dvs. bredzoner af rørsump og rørskov, ligesom nedslidning af søbredder og åbrinker m.v. skal undgås.

Derudover opfordres du til at genudsætte fangsten (’Catch-and-Release’) – specielt når det gælder rovfisk som gedde og aborre, der er med til at opretholde en god biologisk balance i søerne.

En skånsom håndtering er vigtig for fiskens overlevelse, og det er vigtigt ikke at skade det slimlag, som beskytter fisken. Husk at store fisk let kan pådrage sig skader ved at ligge og sprælle på land. Når du slipper fisken fri igen, så fugt først dine hænder, før du rører ved fisken, og hold fisken nede i vandet, mens du frigør krogen.

Det skal du vide

Fisketegn

Det obligatoriske statslige fisketegn gælder for alle lystfiskere mellem 18 og 65 år.

Køb eller forny dit fisketegn på Fiskeristyrelsens hjemmeside

Fredningsbælter og fredningstider

For at sikre at et tilstrækkeligt stort antal fisk kan gennemføre gydningen uhindret, og dermed sikre den kommende generation, er der indført fredningsbælter. Fredningsbælter kan forekomme ved udløb af åer, bække og indsnævringer i fjorde. Lyst- og garnfiskeri må derfor ikke finde sted nærmere end 500 meter fra udløb af åer, bække og indsnævringer i hav eller fjord.

Når vandløbets udmunding er mindre end 2 meter bred, gælder reglen om fredningsbælte kun fra 16. september til 15. marts. Der kan dog være fastsat særlige regler om fredningsbælter ud for enkelte vandløb.

I vandløbene er det forbudt at fiske inden for en afstand af 50 meter fra indgangen til eller udgangen fra kunstige fiskepassager samt i selve passagen.

Læs mere om fredningsbælter og fredningstider på Fiskeristyrelsens hjemmeside.

Miljø og Natur

Rådhus Allé 5

5610 Assens

Ring til os

Telefontider

OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge dit MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Nyttige links