Fra overlevelse til overskud
Et fleksjob i Gummerup Vuggestue og Børnehave har givet Daniel Ussing både arbejdsglæde og plads til familielivet – og en spirende, ny tro på sig selv.
Billedet: Jo mere jeg kender stedet, jo mindre har jeg behov for pauser. Jeg er tryg i opgaverne – og det er virkelig et dejligt sted at være, fortæller Daniel Ussing, der er ansat som pedel i et fleksjob ved Gummerup Vuggestue og Børnehave.
Jeg kunne ikke forstå, jeg altid var udmattet
”Jeg troede bare, jeg var doven.” Sådan beskriver Daniel Ussing, 33 år, sin oplevelse af livet før han fik diagnosen ADD og et fleksjob som pedel i Gummerup Vuggestue og Børnehave. I dag arbejder han 16 timer om ugen, med fri om torsdagen – en dag han kalder sin “balancedag”. Det har gjort en verden til forskel.
Daniel er uddannet bygningsmaler og har tidligere haft flere ansættelser i faget. Men han har altid undret sig over, hvorfor han var helt udmattet, når han kom hjem fra arbejde. “Jeg har haft mange negative tanker om mig selv. Jeg troede, jeg var doven og bare skulle tage mig sammen,” fortæller han.
Det var først, da Daniel og hans kæreste (nu hustru) flyttede sammen, at andre end han selv begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hans manglende energi. For han piskede sig selv til at gennemføre skole, uddannelse og arbejde, trods det at han var udmattet, når han var halvvejs gennem dagen – og til sidst blev det for meget. Efter en periode, hvor Daniel blev ved med at være udmattet, selvom han var sygemeldt, blev han udredt for ADD – en diagnose, der ofte overses, fordi den ikke viser sig som fysisk uro, men snarere som indre kaos og koncentrationsbesvær.
Pludselig kunne jeg komme op om morgenen – og jeg var ikke død, når jeg kom hjem
Med medicin og støtte begyndte Daniel at få overskud. Han deltog i et kursus, hvor han for første gang mødte andre med samme udfordringer. “Det var en vildt positiv oplevelse – jeg følte mig ikke forkert længere,” husker han.
Sideløbende kom Daniel i praktik i Gummerup Vuggestue og Børnehave, hvor de netop stod og manglede en pedel. Praktikken blev til et fleksjob, og i september 2024 blev han fastansat. “Jo mere jeg kender stedet, jo mindre har jeg behov for pauser. Jeg er tryg i opgaverne – og det er virkelig et dejligt sted at være.”
Daniel fremhæver især sin leder, Stine Lund Larsen, som en vigtig støtte. “Det er første gang, jeg har mødt en chef, der virkelig kan sætte sig ind i andres sted og skabe et trygt rum at snakke i.”
Det har ændret hele min hverdag
Fleksjobbet har ikke kun ændret Daniels arbejdsliv – det har ændret hele hans hverdag.
“Før var jeg på job – og mentalt væk, når jeg kom hjem. Nu er jeg på lige fod med min kone i forhold til opgaverne herhjemme. Jeg kan tage til ting med drengene – det kunne jeg slet ikke før.”
Daniel øver sig stadig i at stole på, at han er god nok. “Efter 27 år med en anden fortælling om mig selv, tager det nok lidt tid at vende den helt. Men her i Gummerup bliver jeg værdsat for det, jeg kan – og der er ingen opmærksomhed på det, jeg ikke kan. Så jeg har det bedre end nogensinde før,” slutter han med et smil.
Birgitte Alm, Jobcenter Assens