Ulrich fandt fodfæste i Assens – og et fleksjob hos Vodanet
Da Ulrich Kronborg i 2022 blev headhuntet til Vodanet i Assens, var det ikke bare et nyt job – det blev starten på et nyt liv. Efter mange års kamp med overvægt og sygdom, havde han brug for en ny begyndelse. Den fandt han i IT-virksomheden, hvor både faglighed og fællesskab blev afgørende for, at han i dag er i fleksjob og igen har fået ro og retning i tilværelsen.
Billedet: Thomas Truels Shultz (tv) ejer virksomheden Vodanet, der skaber og varetager maritime IT-løsninger. ”Hos os betyder ærlighed, at vi kan vise tillid, og det kommer vi langt med,” fortæller han. Her sammen med hustruen, Pia Schultz, der er ansvarlig for HR og regnskab samt medarbejder Ulrich Kronborg (th).
53- årige Ulrich Kronborg er oprindeligt uddannet murer, senere byggetekniker og bygningskonstruktør. I 2015 ramte han bunden – både fysisk og mentalt – og blev sygemeldt. Et ressourceforløb i Randers Kommune og en senere gastrisk bypassoperation satte gang i et imponerende vægttab på over 130 kg. Men vægttabet kom også med en pris: “Den indre kamp med at få mit nye spejlbillede til at passe med den, jeg var indeni, var svær,” fortæller Ulrich.
Hos Vodanet manglede ejer, Thomas Truels Schultz, en medarbejder med erfaring i dokumentationstegning i AutoCAD. En tidligere kollega anbefalede Ulrich, der både fagligt og personligt ville passe godt ind i virksomheden. I december 2022 flyttede Ulrich til Assens for at starte i jobbet – og hans mor flyttede med. Det første år gik godt, men i efteråret 2023 slap kræfterne op, og Ulrich blev sygemeldt.
Du bliver ikke rask af at gå derhjemme
Thomas Truels Schultz og HR-ansvarlig Pia Schultz, der driver Vodanet sammen, reagerede hurtigt. De skaffede en coach og tog også selv ansvar: “Jeg har selv prøvet at være nede og ligge, og den erfaring har jeg brugt som løftestang til Ulrich. Dengang havde jeg brug for, at der var nogen, der hjalp mig – så det gav mening for mig, at jeg nu hjalp, så jeg tog mentorkasketten på,” fortæller Thomas. Ulrich forsøgte flere gange at vende tilbage på deltid, men det lykkedes ikke. Alligevel holdt han kontakten til virksomheden og deltog i sociale arrangementer.
Da sygemeldingen blev forlænget på ubestemt tid, tog Thomas Truels Schultz en ærlig snak med Ulrich: “Du bliver ikke rask af at gå derhjemme. Enten stopper vi her – eller også kæmper vi videre og søger et fleksjob.” Ulrich valgte det sidste.
Sammen med virksomhedskonsulent og sagsbehandler blev der arbejdet målrettet på en løsning. Pia Schultz beskrev i detaljer, hvordan Ulrich kunne fastholdes i virksomheden med skånehensyn som pauser, fleksible arbejdstider og mulighed for frisk luft i løbet af dagen. “Uvisheden i det år, afklaringen tog, var hård,” siger Ulrich. Men den 3. september 2025 var fleksjobbet en realitet – og det føltes som en festdag i virksomheden.
”Det at jeg er ansat hos Vodanet 20 timer effektivt betyder, at jeg arbejder lidt flere timer, så det passer med at jeg kan tage de pauser, jeg har brug for,” fortæller Ulrich, der bl.a. tegner dokumentation af IT-løsninger på skibe.
Ulrich KronborgFremtiden er ikke usikker længere
“Jeg tænker ikke så meget over, at jeg er i fleksjob. Jeg har et arbejde, jeg er glad for – jeg er bare her lidt færre timer end mine kolleger,” siger Ulrich med et smil. “Det betyder alt, at fremtiden ikke længere er usikker. Nu har jeg fået ro – og jeg er klar til at tage næste skridt i mit vægttab.”
Birgitte Alm, Jobcenter Assens.