Skip til hoved indholdet

Det er livsbekræftende, når mennesker udvikler sig og genvinder troen på sig selv

Med udviklingsforløbene prøver vi at spotte det, der ligger uden om beskæftigelsesdelen, som gør, at borgerne føler sig begrænsede eller ikke tilstrækkelige i forhold til et arbejde, fortæller beskæftigelsesrådgiver Tanja Lohman.

Billede:

Klaus (th) fandt hurtigt ud af, at han sammen med Tanja Lohman (tv) kunne arbejde målrettet på at fjerne de både små og store forhindringer, der gør det svært for ham at komme videre i sit liv.

For at lykkes er vi nødt til at lære det hele menneske at kende. Vi skal vide, hvad der er på spil. Her er relation og tillid afgørende, hvis vi skal rykke noget, som for nogle kan være sårbart og personligt.

Tanja Lohman, beskæftigelsesrådgiver

Mange af de mennesker, som jeg har med at gøre, har været igennem mange ting og været på mange forskellige ydelser gennem mange år. Her er der typisk noget andet, der skal tages hånd om, inden vi kan snakke job”, fortæller Tanja Lohman, der arbejder med udviklingsforløb som beskæftigelsesrådgiver i Jobcenter Assens:

”Med udviklingsforløbene kigger vi på alt det, som ligger uden om beskæftigelsesdelen, som gør, at borgerne føler sig begrænsede eller ikke tilstrækkelige i forhold til et arbejde. Vi prøver at spotte nogle lidt større ting, som kan være en barriere, og så ser vi, om vi kan hjælpe eller støtte til at skabe en udvikling, så nogle af de ting på sigt bliver løst”, fortæller hun og fortsætter:

”For at lykkes er vi nødt til at lære det hele menneske at kende. Vi skal vide, hvad der er på spil. Her er relation og tillid afgørende, hvis vi skal rykke noget, som for nogle kan være sårbart og personligt”

Tanja og hendes kollegaer kigger ikke blot på, hvad der er af tilbud der kan hjælpe den enkelte. For de fleste borgere, som Tanja har med at gøre, har fået mange forskellige tilbud om hjælp gennem tiden med henblik på at komme i arbejde.

Men med udviklingsforløbene har Tanja og kollegaerne mulighed for at gå ind og støtte ekstra op om borgeren og hjælpe med nogle af de udfordringer, som måske gør, at de ikke har fået gavn af de tidligere tilbud.

Et af de mennesker, som Tanja for nyligt har hjulpet, er Klaus.

Først tænkte Klaus, at Tanja jo ”bare” var endnu en sagsbehandler. Men han fandt hurtigt ud af, at han sammen med hende kan arbejde målrettet på at fjerne de både små og store forhindringer, der gør det svært for ham at komme videre i sit liv.

”Det giver en ro, at det er hende, der kommer hver gang. Det betyder rigtig meget, at vi har en fast relation og at jeg ved, at jeg altid kan ringe til hende, når der er udfordringer. Jeg kan stole på, at hun hjælper med at skabe overblik i mine breve og mine lægeforløb. Det giver overskud til andre ting og til, at jeg kan bevæge mig fremad i processen mod en afklaring af, om jeg skal have førtidspension eller et fleksjob”, fortæller Klaus.

En af Klaus’ udfordringer er en synsnedsættelse. Og da han for nylig skulle have foretaget et indgreb på hospitalet for at forbedre sit syn, var det helt afgørende, at han kunne læne sig op ad Tanja.

”Jeg var bange for, at der skulle ske noget under indgrebet. Jeg var ikke kommet afsted, hvis ikke Tanja havde hentet mig og var taget med. Og så var min proces jo blevet endnu længere”, fortæller han.





Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Nyttige links