Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Job og ledighed Job på særlige vilkår Job, uddannelse og handicap

Job, uddannelse og handicap

Med handicapservice kan jobcentret bevilge dig redskaber og støtte, der kan hjælpe dig med at få eller fastholde et arbejde. Herunder kan du læse om alle de forskellige muligheder.

Fortrinsadgang til job, hvis du har handicap

Hvis du har et handicap og har vanskeligt ved at finde job på det almindelige arbejdsmarked, kan du søge med fortrinsadgang på ledige opslåede stillinger i offentlige virksomheder. Hvis du gør det, er arbejdsgiveren dermed forpligtet til at indkalde dig til en ansættelsessamtale. Det er en betingelse, at du lever op til de formelle uddannelseskrav, der er nævnt i stillingsopslaget.

Får du ikke stillingen, skal arbejdsgiveren sende en redegørelse til dit jobcenter. På baggrund af redegørelsen skal jobcentret forhandle med arbejdsgiveren om, hvorvidt du alligevel vil kunne ansættes i stillingen.

Fortrinsadgang gælder også ved ansøgning om bevillinger til stadepladser og kiosker og ved uddeling af taxibevillinger.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Du kan søge stillinger med fortrinsadgang på to måder:

  • Gennem dit jobcenter: Jobcentret henvender sig til arbejdsgiveren og gør opmærksom på, at du søger stillingen med fortrinsadgang.

  • Udenom jobcentret: Du gør i din jobansøgning opmærksom på, at du søger med fortrinsadgang på grund af din funktionsnedsættelse.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Hjælpemidler til job, hvis du har handicap

Du kan få bevilget hjælpemidler, som kan kompensere for dit handicap, hvis du har en funktionsnedsættelse, som gør, at du møder barrierer i dit job eller ved deltagelse i tilbud fra jobcentret.

Muligheden for hjælpemidler gælder, hvis du er:

  • ansat på almindelige arbejds- og lønvilkår

  • ansat i fleksjob eller i løntilskud

  • selvstændig

  • ledig, der deltager i forløb gennem jobcentret, fx virksomhedspraktik.

Det er en betingelse, at hjælpemidlet er afgørende for, at du kan varetage dit job.

Dit jobcenter tager stilling til, om du er berettiget til et hjælpemiddel.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

De kompenserende hjælpemidler kan både være arbejdsredskaber og mindre tilpasninger af arbejdspladsen, fx:

  • specielt pc-udstyr til blinde og svagtseende

  • audioudstyr til hørehæmmede

  • ordblinderedskaber

  • en speciel ergonomisk kontorstol

  • installation af en trappelift.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Kontakt dit jobcenter, hvis du skal bruge hjælpemidler på din arbejdsplads. Jobcentret vil tage stilling til, om du er berettiget til et hjælpemiddel.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Løntilskud til nyuddannede med handicap - isbryderordningen

Løntilskud til nyuddannede med handicap er en særlig løntilskudsordning, der kaldes ”isbryderordningen”. Hvis du er nyuddannet og har et handicap, giver støtteordningen dig mulighed for at opnå erhvervserfaring inden for dit fagområde. Det sker ved, at du kommer i løntilskud i en offentlig eller privat virksomhed.

Et løntilskud betyder, at du bliver ansat til overenskomstmæssig løn, mens din arbejdsgiver modtager et tilskud til din løn fra jobcentret.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

For at komme i en isbryderordning er det et krav, at du opfylder alle betingelserne:

  • du har et handicap
  • du har gennemført en uddannelse, der varede mindst 18 måneder
  • uddannelsen giver ret til at blive optaget i en a-kasse. Men der er ikke krav om medlemskab.
  • du mangler erhvervserfaring inden for det område, du er uddannet til
  • du bliver ansat i isbryderordningen, inden to år efter du har afsluttet din uddannelse.

Der er ikke krav om, at du skal være ledig, inden du bliver ansat i isbryderordningen. Det betyder, at du kan komme i isbryderordningen direkte fra uddannelse eller job.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Du kan være i løntilskud gennem isbryderordningen i op til 12 måneder, men også kortere tid.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Løntilskud bevilges af dit jobcenter. Kontakt derfor jobcentret, hvis du tænker, at løntilskud kan være relevant for dig.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Mentorstøtte til job og uddannelse, hvis du har handicap

Du kan få en mentor, hvis mentorstøtten er afgørende for, at du kan opnå eller gennemføre et job eller et forløb gennem jobcentret.

Mentorens opgaver kan være meget forskellige og afhænger af, hvad det præcis er, du har særlig brug for særlig støtte til. Mentoren kan hjælpe på selve arbejdspladsen eller i uddannelsesinstitutionen. Men mentorstøtten kan fx også bestå i hjælp til at komme op om morgenen og møde på arbejdspladsen – eller kontakte din læge eller dit jobcentrer.

Jobcentret vurderer, om du kan få mentorstøtten.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Mentorstøtte er en midlertidig støtteordning. Du kan få bevilget mentorstøtte i op til seks måneder ad gangen, men med mulighed for forlængelse.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Kontakt dit jobcenter, hvis du har behov for en mentor. Jobcentret vil tage stilling til, om du kan få mentorstøtte.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Personlig assistance til job, hvis du har handicap

Du kan søge om personlig assistance gennem dit jobcenter, hvis du har en varig funktionsnedsættelse, der medfører barrierer i dit job. Den personlige assistent støtter dig i de arbejdsfunktioner, som du ikke selv kan udføre på grund af dit handicap.

Personlig assistance kan bestå af praktisk bistand, tolkning eller personlig støtte.

Den personlige assistent kan fx være en person, der er ansat eller skal ansættes i virksomheden, eller det kan være virksomhedens indehaver.

Muligheden for personlig assistance gælder, hvis du er:

  • ansat på almindelige arbejds- og lønvilkår
  • ansat i fleksjob eller i løntilskud
  • selvstændig
  • ledig, der deltager i forløb gennem jobcentret, fx virksomhedspraktik.

Du kan også få bevilget personlig assistance til efter- og videreuddannelse, men kun hvis du ikke er berettiget til specialpædagogisk støtte.

Det er en betingelse for at få personlig assistance, at din funktionsnedsættelse ikke er uforenelig med dit erhverv.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Jobcentret vurderer dit behov for assistance i din konkrete situation, og det bevilgede timetal afhænger af dit behov. Hvis du er ansat 37 timer om ugen, kan du som udgangspunkt få personlig assistance i op til 20 timer om ugen. Hvis du har flere eller meget omfattende funktionsnedsættelser, kan du i særlige tilfælde få bevilget personlig assistance i op til fuld tid.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Kontakt dit jobcenter, hvis du har behov for personlig assistance i dit arbejde eller efter-/videreuddannelse. Jobcentret tager stilling til, om du er berettiget til støtten.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Se mere om bisidder, aktindsigt og klagevejledning.

Arbejdsfastholdelse

Assens Rådhus

Ring til os

Telefontid

Åbningstid for personlig betjening

Arbejdsfastholdelse i jobcentret består af Sygedagpenge og Jobrehabilitering

Vi varetager opgaverne Tidlig indsats, Efterværn, Tværfaglige indsatser ift. Jobafklaringsforløb (JAF) og Ressourceforløb, Revalidering, Sundhedsindsatser under Jobcentret, Lægesamarbejde, Handicapkompenserende ordninger samt sagsbehandling for borgere uden ydelse.

Leder af Arbejdsfastholdelse: Maja Jæger

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Nyttige links