arrowKontanthjælp - hvis du er under 30 år og har en uddannelse
Kontanthjælp - hvis du er under 30 år og har en uddannelse
For at få kontanthjælp på ungesats skal du opfylde alle betingelserne:
du er under 30 år
du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
du har været ude for en social begivenhed, fx sygdom, arbejdsløshed eller ophør af samliv
den sociale begivenhed har medført, at du ikke kan skaffe det nødvendige til dig eller din familie, og at du ikke forsørges af andre
dit behov for forsørgelse kan ikke dækkes af andre ydelser, fx arbejdsløshedsdagpenge, pension mv.
Din første samtale med kommunen
Senest en uge efter, at du første gang har henvendt dig til kommunen om hjælp, bliver du indkaldt til den første samtale, hvor jobcentret vurderer, om du er jobparat eller aktivitetsparat.
Hvis jobcentret vurderer, at du er i stand til at komme i arbejde inden for en kortere periode, er du jobparat og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis jobcentret vurderer, at du ikke kan komme i arbejde inden for en kortere periode, er du aktivitetsparat.
Personer under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse modtager kontanthjælp på ungesats.
Størrelsen af kontanthjælpen afhænger bl.a. af, om du er fyldt 25 år, og om du har forsørgelsespligt over for børn.
Kontanthjælpen afhænger også af, om du har formue eller indtægter. Hvis du er gift, påvirker din ægtefælles formue og indtægt, hvor meget du kan modtage i kontanthjælp.
Kommunen kan ikke yde hjælp, hvis du eller din eventuelle ægtefælle har formue, som kan dække jeres økonomiske behov. Formue er fx penge og værdier, som let kan omsættes til penge. Kommunen ser dog bort fra beløb på op til 10.000 kr., for ægtefæller tilsammen op til 20.000 kr. Kommunen ser også bort fra den del af en formue, der er nødvendig for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til dine egne eller din eventuelle families erhvervs- eller uddannelsesmuligheder. Kommunen ser desuden bort fra en række nærmere bestemte former for formue.
Hvis du – eller din eventuelle ægtefælle – har indtægter, bliver de trukket fra i kontanthjælpen. Indtægter fratrækkes som hovedregel krone for krone. Dog ses der ved beregningen af kontanthjælp bort fra 29,43 kr. (2023) pr. udført arbejdstime, hvis du eller din eventuelle ægtefælle har arbejdsindtægter eller indtægter som led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Det beløb, der samlet kan ses bort fra, kan ikke beregnes på grundlag af mere end 160 timer pr. måned pr. person.
Kommunen ser ved udmåling af hjælpen også bort fra en række andre nærmere bestemte indtægter. Det gælder bl.a. invaliditetsbeløb, invaliditetsydelse mv.
Aktivitetstillæg
Hvis kommunen vurderer, at du er aktivitetsparat, kan du få et tillæg ud over kontanthjælpen i de uger, hvor du enten deltager i et aktivt tilbud eller har tilkendegivet ønske om et tilbud. Tillægget kaldes et aktivitetstillæg. Hvis du på grund af din situation ikke kan deltage i tilbud – fx ved alvorlig sygdom – kan du få aktivitetstillæg alligevel.
Aktivitetstillægget kan normalt tidligst ydes, når du har modtaget kontanthjælp i tre måneder.
Kontanthjælp pr. måned i kr. før skat, hvis du er jobparat
Kontanthjælp pr. måned i kr. før skat, hvis du er jobparat
Persontype
2023
Under 25 år, hjemmeboende
3.715
Under 25 år, udeboende
7.699
25-29 år, hjemmeboende
3.715
25-29 år, udeboende
7.699
Forsørgere under 30 år med eget barn i hjemmet – uden ret til børnetilskud
10.615
Enlige forsørgere under 30 år
15.172
Kvinder under 30 år, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge
11.944
Unge under 30 år, der har en psykisk lidelse og er forsørgere
15.874
Unge under 30 år, der har en psykisk lidelse og er udeboende
11.944
Kontanthjælp pr. måned i kr. før skat, hvis du er aktivitetsparat
Kontanthjælp pr. måned i kr. før skat, hvis du er aktivitetsparat
Persontype
2023
Under 25 år, hjemmeboende
3.715 og ingen aktivitetstillæg
Under 25 år, udeboende
7.699 og ingen aktivitetstillæg
25-29 år, hjemmeboende
3.715 ekskl. aktivitetstillæg
25-29 år, hjemmeboende
11.946 inkl. aktivitetstillæg
25-29 år, udeboende
7.699 ekskl. aktivitetstillæg
25-29 år, udeboende
11.945 inkl. aktivitetstillæg
Forsørgere under 30 år med eget barn i hjemmet – uden ret til børnetilskud
10.615 ekskl. aktivitetstillæg
Forsørgere under 30 år med eget barn i hjemmet – uden ret til børnetilskud
15.875 inkl. aktivitetstillæg
Enlige forsørgere under 30 år
15.172 ekskl. aktivitetstillæg
Enlige forsørgere under 30 år
15.872 inkl. aktivitetstillæg
Kvinder under 30 år, der er gravide og har passeret 12. svangerskabsuge
11.944 og ingen aktivitetstillæg
Unge under 30 år, der har en psykisk lidelse og er forsørgere
15.874 og ingen aktivitetstillæg
Unge under 30 år, der har en psykisk lidelse og er udeboende
11.944 og ingen aktivitetstillæg
Du bliver betragtet som jobparat, når du opfylder betingelserne:
du er under 30 år
du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
kommunen vurderer, at du er i stand til at påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsørge dig selv inden for tre måneder.
Hvis kommunen vurderer, at du er jobparat, skal du stå til rådighed for arbejde m.v. og aktivt søge job.
Du skal søge job intensivt
Som jobparat skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og du skal være aktivt jobsøgende. Du skal søge seriøst, realistisk og bredt. Du skal kunne dokumentere din jobsøgning, og du skal løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet.
Jobcentret kan stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed.
Senest en uge efter din første henvendelse til kommunen om hjælp indkalder kommunen – jobcentret – dig til den første samtale.
Herefter skal du til to yderligere samtaler. Formålet med samtalerne er at hjælpe dig med jobsøgning og med at komme i job.
Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, det er relevant. Du kan også få andre beskæftigelsesrettede tilbud som fx ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.
Jobcentret vil med udgangspunkt i din joblog på Jobnet løbende følge op på, om du søger job tilstrækkeligt seriøst, realistisk og bredt. Er det ikke tilfældet, vil jobcentret stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Du skal til samtale med jobcentret mindst 4 gange inden for 12 måneder.
Sanktion, hvis du ikke søger job m.v.
Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v.
Hvis du ikke lever op til kravene om at stå til rådighed, skal kommunen give dig en sanktion.
Kommunen nedsætter din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund fx:
udebliver fra et tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning,
udebliver fra en jobsamtale eller en individuel samtale, herunder en samtale som led i en sygeopfølgning, eller en rådighedsvurdering i jobcentret
undlader at tilmelde dig som arbejdssøgende i jobcentret eller lægge dit cv ind i Jobnet.
Nedsættelsen af kontanthjælpen bliver foretaget for det antal dage, hvor du er udeblevet m.v. helt eller delvist. Hjælpen bliver nedsat med ydelsen for en hel dag, uanset hvor mange timer du rent faktisk er udeblevet pr. dag.
Kommunen nedsætter også din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund fx:
ophører med et arbejde
afviser tilbud om arbejde
undlader at give jobcentret eller din arbejdsgiver besked om, at du er syg
undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job
undlader at overholde aftaler om jobsøgning
undlader at registrere dine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat.
Kontanthjælpen bliver nedsat med et fast beløb.
Hvis du er uddannelses- eller jobparat, og du gentagne gange ikke overholder kravene om at søge job og deltage i aktive tilbud, kan du få en skærpet sanktion. En skærpet sanktion betyder, at du mister retten til kontanthjælp i en periode på op til tre måneder.
Hjælpen kan kun ophøre, hvis kommunen samtidig sikrer, at der er et åbent tilbud, som du kan tage imod og dermed opfylde din pligt til at udnytte dine arbejdsmuligheder. Du vil derfor modtage et tilbud, samtaler eller daglig pligt til at møde frem i jobcentret. Du har ret til at få udbetalt kontanthjælp for de dage, du deltager i tilbud, møder frem til samtaler m.v.
Beskæftigelsesrettet indsats, når du får kontanthjælp
Hvis du ikke kommer i job, vil du senest efter seks måneder blive mødt med krav om deltagelse i en beskæftigelsesrettet indsats. Mens du deltager i indsatsen, har du pligt til fortsat at søge arbejde og tage imod arbejde, som jobcenteret formidler til dig.
Det kan fx være beskæftigelsesrettede tilbud, hvor du skal arbejde for din kontanthjælp i en nytteindsats. Nytteindsats kan bestå i samfundsnyttige opgaver hos offentlige arbejdsgivere. Det kan fx være at tage plejehjemsbeboerne med på en ekstra tur, at lave supplerende kundeservice på et hospital ved fx at hjælpe pårørende med at finde rundt eller at gå til hånde og hjælpe en pedel med småopgaver på en uddannelsesinstitution. Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, at det er relevant.
Du kan også få andre tilbud, fx ansættelse med løntilskud, virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.
Kommunen kan altid kræve, at du arbejder for din kontanthjælp, bl.a. hvis der opstår tvivl om din rådighed.
Formidling af job og aftaler om jobsøgning
Når det er relevant, skal dit jobcenter formidle konkrete og ordinære job til dig, hvis du selv har svært ved at finde et arbejde. Jobcentret kan også indgå aftaler med dig om jobsøgningen og pålægge dig at søge job.
Du bliver betragtet som aktivitetsparat, når du opfylder betingelserne:
du er under 30 år
du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
kommunen vurderer, du ikke kan påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsørge dig selv inden for tre måneder, fx fordi du har sammensatte eller komplekse problemer af fx faglig, social eller helbredsmæssig karakter.
Du har ret til en koordinerende sagsbehandler
Hvis du er under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse, og jobcentret vurderer, at du er aktivitetsparat, har du ret til straks at få en koordinerende sagsbehandler. Den koordinerende sagsbehandler skal sikre, at du får en indsats, der er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.
Tidlig og helhedsorienteret indsats, hvis du har komplekse problemer
Hvis du er aktivitetsparat, vil kommunen hurtigst muligt og senest efter seks måneder sørge for, at du får en helhedsorienteret indsats. Indsatsen skal afspejle dine individuelle behov og sikre, at du får en jobrettet indsats og hjælp.
Indsats rettet mod arbejde
Kommunens indsats er rettet mod at bringe dig tættere på et arbejde og vil så vidt muligt foregå på en almindelig arbejdsplads. Indsatsen skal samtidig tage hånd om dine forskellige udfordringer fx sociale eller sundhedsmæssige problemer.
Hvis du undervejs får brug for støtte til at sikre, at du kan gennemføre de aktiviteter, der er aftalt, kan kommunen bevilge dig en mentor.
Tæt opfølgning på din indsats
Hvis du er vurderet aktivitetsparat, skal jobcentret løbende følge tæt op på den indsats og hjælp, du får. Opfølgningen har fokus på, om du udvikler dig hen imod et job. Opfølgningen skal sikre, at indsatsen løbende bliver tilpasset dine fremskridt. Jobcentret afholder samtaler med dig mindst 4 gange inden for 12 måneder.
Du kan få en mentor
Hvis det på grund af personlige forhold i en periode
ikke er muligt for dig at deltage i tilbud m.v., har kommunen mulighed for at
give mentorstøtte i den periode. Mentoren skal hjælpe dig med at få
stabiliseret dit liv så meget, at du med tiden kan deltage i aktive tilbud.
Tilbud om mentorstøtte skal gives for en periode på højest
seks måneder. Hvis du efter seks måneder fortsat ikke kan deltage i aktive
tilbud, har kommunen mulighed for at give dig et nyt tilbud om mentorstøtte.
Mentoren kan blive ved med at følge dig – også den dag
du får ordinært arbejde.
Har du været indlagt med psykisk lidelse?
Hvis du er aktivitetsparat, og du har været indlagt med en psykisk lidelse, har du ret til at få tilknyttet en mentor. Mentoren skal fungere som en udskrivningskoordinator, der skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde.
Kommunen skal tilknytte mentoren, så snart dit udskrivningsforløb begynder. Du har ret til mentorstøtte i op til 3 måneder forud for udskrivelsen og for en periode på mindst 6 måneder i alt.
Har du siddet i fængsel?
Hvis sidder i fængsel, kan du få tilknyttet en udslusningskoordinator. Kommunen tilknytter en udslusningskoordinator, når fængslet begynder at planlægge dit udslusningsforløb. Udslusningskoordinatoren skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde.
Sanktion, hvis du ikke står til rådighed
Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v. Udgangspunktet er, at også personer, der modtager kontanthjælp som aktivitetsparate, skal udnytte deres arbejdsmuligheder aktivt og tage imod en indsats rettet mod ordinær uddannelse eller et rimeligt tilbud om arbejde, fx et job på nedsat tid og/eller hvor der tages hensyn til eventuelt skånebehov.
Hvis du ikke lever op til de krav, som kommunen stiller til dig, mens du modtager kontanthjælp, skal kommunen give dig en sanktion.
Fx kan kommunen trække tre dage af din kontanthjælp i form af en såkaldt punktsanktion, hvis du fx uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde, undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job eller undlader at give meddelelse om sygdom til jobcentret eller din arbejdsgiver.
Hvis du er aktivitetsparat, og kommunen vurderer, du er i en udsat situation, skal kommunen anvende sanktionerne på en måde, der tager højde for, at du måske ikke har mulighed for at leve op til de krav, der stilles. Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om kommunen skal give en sanktion over for en aktivitetsparat person, eller om der er andre rimelige grunde end dem, som udtrykkeligt er nævnt i loven, der kan begrunde, at en sanktion ikke skal gives. Rimelige grunde kan fx være svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer. Hvis du er aktivitetsparat, skal kommunen kun give dig en sanktion, hvis sanktionen skønnes at fremme din rådighed.
Inden kommunen må give dig en sanktion, skal kommunen altid have udnyttet alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med dig om, hvorfor du som aktivitetsparat ikke lever op til de krav, kommunen har stillet til dig – fx om at deltage i aktive tilbud. Det betyder i praksis, at kommunen fx skal være i personlig kontakt med dig, hvis du ikke reagerer på en skriftlig partshøring forud for en sanktion. Den personlige kontakt kan fx være telefonisk eller personlig kontakt, hvor du bor eller opholder dig, herunder på et evt. behandlingssted.
Hvis du modtager uddannelseshjælp, kontanthjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, er der pr. 1. oktober 2016 en grænse for, hvor meget du månedligt samlet set kan modtage af følgende ydelser:
uddannelseshjælp, kontanthjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
særlig støtte
boligstøtte. Loftet bliver fastsat individuelt og afhænger af, om du er forsørger, gift/samlevende eller enlig.
Loftet betyder, at du i fremtiden risikerer at få mindre i særlig støtte og boligstøtte, hvis du ikke aktivt søger arbejde. Loftet medfører nemlig, at der er større gevinst ved at arbejde, og jo mere du arbejder, desto mere kan du få i boligstøtte og særlig støtte, inden du ”rammer loftet”.
225-timersreglen er et krav om, at du skal opfylde et arbejdskrav på 225 timers ordinært og ustøttet arbejde, hvis du fortsat skal kunne modtage fuld uddannelseshjælp, fuld kontanthjælp eller fuld selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.
Fra 1. januar 2016 er kravet om gensidig forsørgelsespligt for samlevende i kontanthjælpssystemet ophævet.
Hvis du er på barsel, skal jobcentret indenfor de sidste tre måneder af din barsel tilbyde en vejledningssamtale. Det hjælper dig med at holde fokus på at få et arbejde, når din barsel er slut.
OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge din MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.