Skævt Kranie
Råd og vejledning til forebyggelse og behandling af skævt kranie hos spædbørn
Favoritside og skævt kranie
Sundhedsstyrelsen anbefaler at spædbørn sover på ryggen for at undgå vuggedød. I barnets første levemåneder er kranieknoglerne bløde, hvorfor hovedfaconen påvirkes af hvordan barnets hoved hviler, når barnet ligger ned.
Når spædbørn ligger på ryggen kan de få for vane at ligge med hovedet til den samme side, og dermed få en ”favoritside”. Det kan have den utilsigtede (bi)virkning, at nogle børn får skæve kranier. Nogle børn drejer slet ikke hovedet, når de ligger på ryggen, og får derfor et fladt baghoved. Udover skæv hovedfacon kan man også opleve, at spædbørn der altid ligger med hovedet til den samme side kan få stramme muskler i den ene side af halsen.
Heldigvis er tilstanden ikke altid permanent, og kan afhjælpes hvis man tidligt tager sine forbehold og gør en indsats.
Hvordan ved jeg om mit barn har skævt kranie?
- Skævt kranie ses bedst ved at kigge på barnets hoved oppefra – fugleperspektiv mens barnet holdes lodret.
- Man kan evt. tage billeder fra denne position for jævnligt at kunne følge udviklingen af hovedformen.
- Vær opmærksom på at dit barn, drejer hovedet til begge retninger og at det kan holde hovedet i midtlinje, når det ligger på ryggen.
Gode råd til at forebygge skævt kranie:
- fra første dag er det vigtigt at være opmærksom på at lægge dit spædbarn til at sove med hovedet skiftevis vendt mod højre og venstre side
- lige fra barnet er nyfødt skal det vænnes til at ligge på maven i de vågne timer. Det styrker musklerne i nakke og ryg, og forebygger at dit barn får en skæv hovedfacon
- vær opmærksom på – især ved flaskebørn – at holde barnet skiftevis til begge sider når det ammes
- når barnets bæres ind til mors eller fars bryst vendes det skiftevis til højre og venstre.
Gode råd til behandling af skævt kranie:
- hvis et barn har fået skævt kranie/”favoritside” vil man forsøge at udligne fladheden at få barnet til at hvile hovedet på modsatte side
- tænk på din egen placering ift. barnet – placer dig til modsatte side end favoritsiden så barnet drages modsat favoritsiden
- Aktiver til modsatte side end favoritsiden med øjenkontakt, sang, snak, legetøj og lignende
- placer barnets seng således, at forældrenes seng er i modsatte side end favoritsiden. Forældrenes tilstedeværelses vil drage barnet modsat favoritsiden
- placer barnevogn, seng og lign. således at vinduer, døre og lignende der vil drage barnets opmærksomhed, er modsat favoritsiden
- sideleje er en god stilling at aflaste barnet i, når der er brug for en pause fra maveleje
- I maveleje kan det hjælpe barnet med at løfte sig op imod tyngden, hvis det får en kile, skråpude eller ringbind under brystet
- tænk mange gentagelser ind i dagligdagen. Det betyder at man skal blive ved med at placere barnet i maveleje – også selv om det i starten ikke er det som barnet bryder sig om. Få sek. er bedre end ingenting.