Lege på maven - sove på ryggen
Når dit barn sover
Sundhedsstyrelsen anbefaler at spædbørn sover på ryggen for at forebygge vuggedød
Da spædbørns kranier er bløde, har det den utilsigtede bivirkning at en del børn får skæve kranier, hvis de ligger med hovedet til den samme side hele tiden. Nogle børn drejer slet ikke hovedet når de ligger på ryggen og får derfor et fladt baghoved.
Det er derfor vigtigt at du fra første dag er opmærksom på at lægge dit spædbarn til at sove med hovedet skiftevis vendt mod højre og venstre side, da kraniets knogler er bløde og påvirkelige for tryk.
Når dit barn er vågen, skal det ligge på maven!
Væn det nyfødte barn til at ligge på maven så meget som muligt når det er vågent.
- det styrker barnets muskler i nakke, skuldre og ryg
- det stimulerer dit barns naturlige motoriske udvikling, så det får nemmere ved at holde hovedet og lære at trille og senere krybe og kravle.
- det styrker armenes muskler
- når barnet ligger på maven undgås tryk på det bløde kranie, som kan give skævhed eller fladt baghoved.
Gode råd til at få barnet til at ligge på maven
- væn barnet til at ligge på maven fra første dag efter fødslen
- lad barnet ligge på din mave når I begge er vågne – barnet nyder at studere dit ansigt og bliver derfor motiveret til at løfte hovedet
- lad barnet ligge på fx puslebord eller seng. Sæt dig foran barnet og søg kontakt med øjne, smil og lyde
- læg dig ned på gulvet på maven over for dit barn, snak med det, syng for det mm.
- læg din hånd på barnets numse og hold barnets albuer inde imod kroppen. Så er det lettere for barnet at løfte hovedet
- tril dit barn om på maven hver gang du har skiftet ble
- brug legetøj, spejle, lys og lyde så dit barn synes det er sjovt at ligge på maven
Det er bedre for barnet at ligge på maven kortere perioder mange gange om dagen end lange perioder få gange om dagen.
Hvis barnet har en favoritside eller hvis barnet har et skævt kranie:
- stimuler konsekvent barnet til at dreje hovedet modsat den foretrukne side, både når barnet er på arm og når barnet ligger på ryg eller mave.
- barnet stimuleres til at dreje hovedet modsat favoritsiden ved at man taler til barnet fra denne side, placerer legetøj og andet spændende på denne side på legetæppe, puslebord og hvor barnet ellers opholder sig.
- vær opmærksom på at dreje barnets hoved under søvn.
- lad barnet ligge med hovedet i fodenden af vuggen/sengen hver anden gang, da barnet ofte vil vende hovedet imod den side hvor lys og lyd kommer fra.
Bæresele og slynge
Hvis du vil bruge en bæresele, er det vigtigt at den støtter barnets hoved og ryg, og at den kun bruges kortvarigt de første måneder.
Belastningen på barnets bækkenbund er høj, når det sidder i bæreselen og stillingen i hofterne er ofte uhensigtsmæssig. En anden løsning kan være at benytte en slynge i stedet.
Transport i bil
Til transport i bilen findes boxetter, liftnet og babyautostole, som er godkendt til spædbørn. Autostolen er klart den sikreste løsning ift. kørsel, men det er vigtigt at barnet kun sidder i stolen under selve transporten i bil, og at man under længere køreture holder pauser, hvor barnet kommer ud af stolen og kan ligge på maven og fladt på ryggen.
Barnet bør ikke sidde i stolen uden for bilen på fx indkøbsture - medbring i stedet barnevogn eller læg dynen i bunden af fx indkøbsvognen, så kan barnet ligge på maven hér.
Stole og skråstole
Generelt bør barnet ikke sættes op i nogen form for stol før det kan sidde selv. Stole er pacificerende og giver ingen bevægelsesfrihed til kroppen. Barnet falder let ind i en dårlig position/holdning, når det sættes op før det selv mestrer at sidde.
Skråstol kan anvendes fra barnet er ca. 2 måneder. Brug den så kortvarigt og så lidt som muligt. Vær opmærksom på at barnet er meget passivt i stolen.
Andet udstyr
Der findes et utal af hoppegynger, gåvogne/stole mm. på markedet. Disse fremmer ikke barnets naturlige motoriske udvikling og kan fejlbelaste fødder, ryg og skuldre. Generelt anbefales det ikke at barnet går før det kan gå selv.