---
title: "Regler for småbygninger, overdækkede terrasser og lignende (Sekundær bebyggelse)"
description: "Regler for småbygninger, overdækkede terrasser og lignende (Sekundær bebyggelse)"
date: "2025-03-31"
created: "2024-09-16"
---

[Hjem](https://www.assens.dk/)

                    [Borger](https://www.assens.dk/borger)

                    [Bolig og byggeri](https://www.assens.dk/borger/bolig-og-byggeri)

                    [Jeg skal bygge](https://www.assens.dk/borger/bolig-og-byggeri/jeg-skal-bygge)

                [Regler for småbygninger, overdækkede terrasser og lignende (Sekundær bebyggelse)](https://www.assens.dk/borger/bolig-og-byggeri/jeg-skal-bygge/regler-for-smaabygninger-overdaekkede-terrasser-og-lignende-sekundaer-bebyggelse)

# Regler for småbygninger, overdækkede terrasser og lignende (Sekundær bebyggelse)

## Byggeri uden byggetilladelse

Nogle småbygninger, overdækkede terrasser og lignende kan udføres uden byggetilladelse, såfremt det samlede areal af alle udhusbygninger på ejendommen ikke overstiger 50 m².

Derudover skal du sørge for at:

- Regler i bygningsreglementet, lokalplaner og tinglyste deklarationer stadig er overholdt, selvom byggearbejdet ikke kræver tilladelse.
- Byggeriet kan kræve tilladelse fra anden lovgivning inden opstart, fx landzonetilladelse eller dispensation fra Naturbeskyttelsesloven. Er du i tvivl kontakt byggesagsafdelingen eller følg linkene under 'se mere' nederst på siden.
- Når byggearbejdet er færdigt, skal ejer sende oplysninger om ændringer til BBR (Bygnings- og Boligregistret), så registret kan blive ajourført. Læs mere her.

## Regler i bygningsreglementet for småbygninger ved boligbebyggelse:

- Højde på maksimalt 2,5 meter over terræn, ved placering nærmere skel mod nabo eller sti end 2,5 meter.
- Samlet længde af alle udhusbygninger langs skel (indenfor 2,5 meter fra skel) må ikke være over 12 meter.
- Der må ikke være vinduer eller døre imod skel indenfor 2,5 meter.
- Tagvand skal holdes på egen grund.

Se evt. illustration 1

Kan ovenstående afstandskrav og højdekrav ikke overholdes, skal der søges en byggetilladelse.

## Regler i bygningsreglementet for småbygninger i sommerhusområder:

- Afstand på mindst 2,5 meter til naboskel, sti og vej.
- Placering mindst 2,5 meter fra andre bygninger på grunden.
- Højde på maksimalt 2,5 meter over terræn, ved placering nærmere skel mod nabo eller sti end 5,0 meter.
- Samlet længde af alle udhusbygninger langs skel (indenfor 5 meter fra skel) må ikke være over 12 meter.
- Der må ikke være vinduer eller døre imod skel indenfor 5 meter.
- Tagvand skal holdes på egen grund.

Kan ovenstående afstandskrav og højdekrav ikke overholdes, skal der søges en byggetilladelse.

## Udhusbebyggelse mere end 2,5 meter fra skel

I boligområder skal udhusbebyggelse med placering mere end 2,5 meter fra skel overholde et højdegrænseplan på 1,4 x afstanden til skel. Totalhøjden må ikke være over 8,5 meter. Se evt. illustration 1

I sommerhusområder skal udhusbebyggelse med placering mere end 5 meter fra skel overholde en maksimal højde for tag på 5 meter og for ydervæg langs mindst en langside en maksimal højde på 3 meter.

*Illustration 1 - udhus i boligområder*

![](https://www.assens.dk/i/MOLIRIMEDIA/78dfc1e0-ed93-448c-081e-08dbf4baef03?width=800)

## Hævet opholdsarealer, udvendige trapper o.lign.

Opholdsarealer i det fri, der er hævet mere end 0,3 meter fra terræn, primitive mindre bygninger til lejlighedsvis overnatning, udvendige trapper, altaner, skorstene, tagterrasser, svømmebassiner samt og lignende skal overholde følgende afstandskrav:

- Mindste afstand til skel mod nabo og sti, samt mod vej ved fritliggende enfamiliehuse, tofamiliehuse, dobbelthuse og rækkehuse på 2,5 meter.
- Mindste afstand til skel mod nabo og sti ved sommerhuse på 5,0 meter.
- Mindste afstand mod vej ved sommerhuse på 2,5 meter.

Disse byggerier kræver som oftest byggetilladelse og denne skal søges via [Byg og Miljø](https://www.bygogmiljoe.dk/ "Byg og Miljø"). Er du i tvivl kontakt byggesagsafdelingen.

## Team Byggesag

### Rådhus Allé 5

5610
Assens

### Ring til os

[64 74 75 19](tel:64%2074%2075%2019)
