Juniormesterlære - Information til elever og forældre
Hvad er Juniormesterlæreordningen?
Juniormesterlæreordningen er en mulighed for at afslutte 9.kl. på en anden måde end den traditionelle.
Juniormesterlæreordningen er mere praksisorienteret, og du får mulighed for at være på en virksomhed 2 dage om ugen og 3 dage om ugen i skole i din egen klasse.
Hvordan er hverdagen?
Ønsker du juniormesterlære-vejen bliver undervisningen på 8. og 9. kl mere praktisk og med færre fag.
3 dage om ugen går du i skole, og følger din stamklasse. Du skal som minimum have fagene dansk og matematik.
2 dage om ugen møder du ind i virksomheden og er i praktik der hele dagen.
Et eksempel på organiseringen af Juniormesterlæreordningen:
| Mandag | Skole |
| Tirsdag | I virksomhed |
| Onsdag | Skole |
| Torsdag | I virksomhed |
| Fredag | Skole |
Hvad med at finde en virksomhed?
Du skal sammen med dine forældre finde en virksomhed, der kan tage dig i praktik.
Er det svært at finde en virksomhed kan UU-vejledere hjælpe dig eller du kan få et praktisk undervisningsforløb.
Læs mere om det praktiske undervisningsforløb her: Praktisk undervisningsforløb
Se hvem der er din UU-vejleder her: Find vejleder
Hvis det alligevel ikke er noget?
Hvis du ikke ønsker at fortsætte i juniormesterlæreordningen, vender du tilbage til din klasse.
Kan man få en eksamen?
En juniormesterlæreordning afsluttes med en evalueringssamtale og prøve i dansk og matematik.
En juniormesterlæreeksamen giver adgang til erhvervsuddannelserne.
Hvem betaler for evt. udstyr?
På linket herunder finder du informationer om udstyr der kan være behov i din juniormesterlærepraktik, hvem og hvordan der betales.
Hvad med transport til og fra praktikstedet?
Generelt
- Juniormesterlære er et praktikforløb uden for skolens matrikel, hvor elever får indblik i arbejdslivet.
- Eleven dækker selv transportudgifter op til 7 km mellem elevens bopæl og praktiksted. Er afstanden mere end 7 km, dækker kommunen de resterende km (indenfor rimelighedens grænser).
- Hver sag vurderes individuelt, især hvis relevante praktiksteder ikke findes i lokalområdet.
- Skolelederen kan afvise en praktikaftale af økonomiske årsager, fx hvis befordringsudgifterne vurderes som uforholdsmæssigt store.
Ansvar for transport
- Som udgangspunkt er det forældres og elevens ansvar at sørge for daglig transport.
- Skolen kan vejlede og hjælpe med kontakt til kommunen ved behov for særlig transport.
Offentlig transport
- Elever opfordres til at benytte offentlig transport, hvor det er muligt.
- Brug fx rejseplanen.dk til at finde den mest hensigtsmæssige rute.
Fravær og rettidighed
- Eleven skal møde til tiden. Ved problemer med transport skal både praktiksted og skole kontaktes straks.
Hvordan tilmelder man sig Juniormesterlæreordning?
Du skal tilmelde dig til Juniormesterlæreordningen senest d. 1. april
Kan man gå i 10. klasse efter at have været i Juniormesterlære?
Ja, du kan fortsætte i 10. klasse, men du skal ikke undervises i engelsk, hvis du ikke har haft det i 8.-9. klasse. I stedet skal du tilbydes undervisning i andre fag eller aktiviteter fra den obligatoriske eller valgfrie del af det 10.-klassetilbud, du modtager undervisning i.
Hvordan dækkes transportudgiften til en Juniormesterelev?
Eleven dækker selv transportudgifter op til 7 km mellem elevens bopæl og praktiksted. Er afstanden mere end 7 km, dækker kommunen de resterende km (indenfor rimelighedens grænser). Udgiften betales centralt fra skoleafdelingen.
Hvis en elev springer fra sin Juniormesterpraktik i 8. klasse, kan han/hun så godt melde sig til ordningen igen i 9. klasse?
Svaret er ja!
Skal en Juniormesterlæreelev i obligatorisk erhvervspraktik?
Det er den enkelte skoleleder, der fastsætter rammerne for juniormesterlære. Loven giver mulighed for at fravige obligatoriske fag (undtagen dansk og matematik), og derfor kan obligatorisk erhvervspraktik også fraviges.
Kan eleven gå til prøver i DA/MAT/NAT og udtræk i Juniormesterlære, hvis forældrene hjemmeunderviser i de fag, der ikke er på skemaet?
Nej, man kan ikke kombinere hjemmeundervisning med juniormesterlære, da det kræver skift til friskoleloven. Skolen fastsætter fagudbuddet, og prøver kan ikke aflægges som privatist under folkeskoleloven.
Skal man til mundtlig matematik, hvis det udtrækkes?
Nej – Juniormesterlære kræver kun prøver i mundtlig og skriftlig dansk samt skriftlig matematik.
Kan Juniormesterlærepraktikken være én dag om ugen, eller bliver det så almindelig praktik – og hvad betyder det for prøverne?
Praktik eller praktisk undervisningsforløb skal udgøre op til 2/5 af undervisningstiden i 8. og 9. klasse. Selvom eleven kun er i praktik en dag om ugen er der kun krav om prøve i mundtlig og skriftlig dansk, samt skriftlig matematik, for at bestå juniormesterlæreeksamen.
Er der krav om antallet af elevens arbejdstimer?
Ja, praktik eller praktisk undervisningsforløb skal udgøre op til 2/5 af undervisningstiden i 8. og 9. klasse.
Kan eleven være i praktik flere steder – og hvordan skal den evaluerende samtale så foregå?
Ja, det er muligt både at have flere praktiksteder samtidigt, men også at skifte praktiksted undervejs i forløbet. Skolelederen bestemmer formen for samtalen, så længe det følger loven, bekendtgørelsen og kommunalbestyrelsens rammer.
Tages der højde for transport og busforbindelser fra elevens bopæl til praktikstedet?
Transport er elevens og forældrenes ansvar. Vi er opmærksomme på, at det kan være udfordrende nogle steder i kommunen. Vi opfordrer elever og praktiksteder til at være fleksible overfor hinanden, hvis busplanen kan være udfordrende. Det er muligt at få befordringsgodtgørelse, hvis der ikke går busser til praktikstedet – spørg den lokale skole.
Skal virksomheder godkendes for at tage elever i Juniormesterlære, og hvordan sker det?
Praktikaftalen skal godkendes af skolelederen og dermed godkendes virksomheden. Skolelederen har desuden ansvar for, at der føres tilsyn med virksomheden.
Kan man starte på efterskole i 9. klasse efter Juniormesterlære i 8. klasse?
Ja, man kan godt gå på efterskole i 9. klasse efter Juniormesterlære i 8., men der kan være behov for ekstra støtte i fag, eleven ikke har haft.