Med kampagnen ”Alle unge i uddannelse” er det målet at få flere unge i kommunen i uddannelse, så der i fremtiden kommer en uddannet arbejdsstyrke og højere beskæftigelsesgrad. Det er Assens Kommune der, sammen med eksterne aktører, står bag kampagnen. Indtil for kort tid siden var 85 motiverede unge mennesker på jagt efter en praktik/elevplads – nu er der 84.
Efter at Annette Scharnberg, indehaver af skobutikken Zjoos i Assens, så kampagnen, tog hun nemlig skridtet og besluttede at få en elev.
- Det vigtigste for mig er, at der er nogle unge mennesker, der får en uddannelse. I min lille butik, hvor vi er tre fuldtidsansatte, kan der hurtigt komme sygemeldinger, og det er jo ikke til at vide, hvad der sker om to år, hvis en af de ansatte vælger at stoppe. Så vi er alt for sårbare hvad angår fremtiden, derfor synes jeg, det er dejligt at kunne give et ungt menneske chancen for at udvikle sig, og så er det jo også en stor hjælp til os i butikken, fortæller Annette.
Carina Teglgaard Pedersen på 19 år, er glad og lettet over at have fået praktikpladsen hos Zjoos. Indtil videre arbejder hun nogle timer i butikken om ugen, men den 1. august begynder hun som elev og kan om to år kalde sig butiksassistent med speciale i sko og læder.
- Jeg har ikke søgt nogen praktikpladser, fordi jeg var så heldig at få kontakten til Annette med det samme. Men jeg havde heller ikke nogen plan B, hvis jeg ikke fandt en praktikplads. Så jeg er rigtig lettet over at vide, hvad jeg skal, og så bliver det vildt spændende at prøve, fortæller Carina.
Unge kræfter - nye input
Virksomhederne kan få stor glæde af at få en elev ind i deres virksomhed. Foruden de 50.000 kr. som virksomhederne får, når de ansætter en elev, så får virksomhederne motiverende unge kræfter, som ser tingene fra nye vinkler:
- Vores elev ser nogle andre ting end vi gør. Der er fx nogle sko, som hun synes, vi skal have, som vi slet ikke medtænker i vores indkøb, og det kan vi jo lære noget af. Det betyder jo også, at vi får en ung målgruppe ind i butikken. Personalet har i høj grad indflydelse på de kunder, der bliver trukket ind i butikken, og det er vigtigt at andre virksomheder er bevidste om dette, fortæller Annette.
Når Carina begynder som elev hos Zjoos er læring og at prøve tingene i fokus, for som Annette siger: ”Man skal ikke have en elev bare for at have en elev - en elev skal udvikle sig, lære og have medbestemmelse”. Derfor skulle der også nøje overvejelser til, før det blev besluttet, at Carina skulle være elev:
- Det startede egentlig med, at vi skulle bruge en pige i butikken til at dække nogle timer. Men Carina manglede jo en elevplads, så jeg gik og vendte det hele i hovedet, det skulle jo gerne blive et succesfuldt forløb for begge parter. Carina skulle ikke herind bare for at være elev. Skulle hun være elev her, er det hele vejen rundt, og der skal snuses til alle områder, fortæller Annette og fortsætter:
- Eleven skal jo have noget seriøst at lave, ellers duer det ikke. Jeg tænkte meget over, om der var nok arbejde til Carina. Vi er en kæde og derfor har vi vores eget uddannelsesprogram og kurser, og der ved jeg, at jeg kan trække på noget ekspertise, så Carina kan få en spændende uddannelsesplan.
Som elev skal Carina også at stå bag disken og betjene kunder.
For Carina har det også været spændende at være i butikken, og hun glæder sig til at butiksarbejdet bliver en fast del af hendes hverdag:
- Der bliver spændende at se, hvordan butikslivet er - det er jo noget andet end skolen. Så jeg tror, der bliver nye udfordringer hver dag, der kommer jo nye slags kunder ind i butikken hver eneste dag, fortæller Carina og fortsætter:
- Det der også tiltrækker mig er, at jeg får lov at prøve det hele. Lige da jeg var startet var jeg fx med på indkøb, og min mening betød lige så meget som de andres. Det betød rigtig meget, at jeg også blev hørt, og de lyttede til min mening. Det gør også, at jeg virkelig har lyst til at være her, fordi jeg er med på lige fod med de andre.
I Zjoos glæder de sig til at Carina begynder som elev
Tag ansvar for fremtiden
For at sikre den kompetente arbejdskraft, er det vigtigt at tage ansvar for fremtiden. Ved at virksomhederne giver de unge en chance for at kombinere uddannelsen med praktisk erfaring, så bliver den faglærte arbejdskraft større – og det er vigtigt i en tid, hvor den ufaglærte arbejdskraft bliver mindre og mindre.
For Annette er det vigtigt at være det sociale ansvar bevidst. De unge skal hjælpes igennem en uddannelse, for gennemfører de den ikke, bliver det en ulempe for både de unge og virksomhederne. De unge får ikke en uddannelse, og virksomhederne kommer til at mangle hænder i fremtiden.
- Vi får brug for arbejdskraft i fremtiden, og så er det helt vanvittigt, at vi ikke får uddannet nogen unge mennesker. Kunne vi bare få mere fællesskab, så vi kunne løfte i flok. Det er vigtigt, at virksomheder kan se ud over deres egen næsetip, for så vil udviklingen vende - vi skal videre og se fremad, siger Annette.
Annette er ikke i tvivl om, at beslutningen, hun har taget om at få en elev, er god. Det er både en investering for virksomheden, fremtiden og eleven Carina, der kan se frem til at få en god uddannelse:
- Jeg synes virksomhederne skal tænke udover de almindelige grænser og længere frem i tiden. De skal overveje, hvad der egentlig kan ske, og i stedet for kun at tænke nu og her, skal de lære at tænke lidt større. Man kan jo aldrig vide, hvad fremtiden bringer, og desuden så bidrager et ungt menneske med utroligt meget i en virksomhed, fortæller Annette og fortsætter:
- Jeg synes, vi alle har en forpligtelse til at gøre noget ekstra, selvom det ikke giver i kroner og øre. Vi må tænke på fremtiden og investere i den. Det er det, jeg gerne vil, afslutter Annette.
Find mere
information om kampagnen "Alle unge i uddannelse", og hvordan du kan oprette en praktikplads i din virksomhed.
Siden er oprettet 27.07.2010. Siden er opdateret 31.07.2010.
Har du kommentarer til hjemmesiden, så send en mail til