Fokus på det gode liv

Et projekt i Assens Kommune har fokus på de udviklingshæmmedes egne behov og deres ønsker for et godt liv

Tidligere boede de voksne udviklingshæmmede i Assens Kommune på pædagogernes arbejdsplads. Nu arbejder pædagogerne i de udviklingshæmmedes hjem.

Så kort kan det siges. I cirka to år har CUA (Center for udviklingshæmmede i Assens Kommune) arbejdet med projektet ”Det gode liv”, hvor beboerne på bostedernes livskvalitet er i centrum. Projektet er knyttet til CUA’s såkaldte masterplan, hvor de udviklingshæmmede gradvist har skullet flytte i egen bolig, og denne flytning har indebåret store forandringer og nye muligheder for såvel beboere som medarbejdere.

Tidligere boede man på bostederne Pilebakken (det tidligere Asabo) i Assens og Lindebjerg i Aarup på små værelser og delte køkken, bad og opholdsstue med de andre. Nu har alle fået deres egen toværelseslejlighed med køkkenafdeling og badeværelse.

Fokus i ”Det gode liv” har været på de udviklingshæmmedes gode liv og på, hvordan medarbejderne kan understøtte dette på bostederne. Gennem projektperioden har der været fokus på at styrke arbejdsredskaber, så medarbejderne bliver styrket i at udforske hverdagslivet og det gode liv ud fra henholdsvis de ansattes, de pårørendes og beboernes synspunkt. Dermed er der givet mulighed for en ændret pædagogisk praksis, der kan bidrage til en mere målrettet pædagogisk understøttelse af det gode liv for beboerne.

Projektet set med en pårørendes øjne

Lisbeth Kaldahl Munche Møller er mor til Daniel, der bor i en af de nye boliger på Lindebjerg. Hun er med i pårørenderådet på stedet og har desuden været med i den faglige følgegruppe, der blev nedsat ved starten af projektet tilbage i 2010.

Daniels mor har nogle bud på, hvad det gode liv er for hendes søn og de andre beboere:

– Først og fremmest er det vigtigt, at personalet er nærværende – og det kræver bl.a., at de føler arbejdsglæde. Desuden er det vigtigt, at der er fokus på at udvikle aktiviteterne på stedet, så beboerne ikke forfalder fysisk og psykisk af kedsomhed. Og endelig vil jeg understrege vigtigheden af, at de pårørende bliver anset for at være medspillere­ og ikke modspillere!

Lisbeth opfordrer med andre ord de ansatte på bostederne til at bruge de pårørende og at få dem til at mærke, at de gør en forskel. Det betyder meget for familierne og beboerne, at de pårørende bliver en del af beboernes dagligdag, og hun mener, at hun og de andre pårørende kan bidrage med en masse ressourcer (de har viden om mange forskellige ting og f.eks. mulighed for at agere chauffør, når beboerne skal på tur). Desuden er Daniels mor af den holdning, at såvel ansatte som beboere og pårørende har noget at komme med, og at alle bør være nysgerrige på hinandens behov og sørge for at give hinanden plads.

– Det er vigtigt at værne om og prioritere netværket omkring beboerne, der jo er sårbare mennesker, og det har projekt ”Det gode liv” heldigvis haft fokus på, fortæller Lisbeth. Hun fornemmer også en større imødekommenhed fra personalets side nu og en åbenhed over for nye muligheder og mere spontanitet i dagligdagen.

Vigtigheden af fællesskaber

Som nævnt har beboerne på Lindebjerg og Pilebakken nu fået deres egen bolig, men der skal stadig være mulighed for at dyrke det sociale fællesskab, og derfor er i de nye boliger også fælles opholdsrum og fællesaktiviteter. Lisbeth Kaldahl Munche Møller påpeger vigtigheden af at understøtte fællesskaber:

– At bevare fællesskaber trods egne lejligheder er heldigvis et andet af fokuspunkterne i ”Det gode liv”. Daniel og de andre beboere er nemlig ikke i stand til at lave fællesskaber selv – det skal de have hjælp til. De udviklingshæmmede har sjældent meget netværk, de har svært ved at lave nye, og det, de har, har de svært ved at vedligeholde. De inviterer ikke bare sådan lige deres familie eller naboer på kaffe.

Forandringer tager tid

Lisbeth Kaldahl Munche Møller bakker i høj grad op om ”Det gode liv”-projektet, men er også af den opfattelse, at forandringer ikke slår igennem fra det ene øjeblik til det andet. Der er tale om en lang proces, og der er stadig mange udfordringer til stede.

– Men man kan godt se og høre, at forandringer ulmer under overfladen, siger Lisbeth og afslutter: – Som sagt er der nu kommet fokus på nogle rigtig betydningsfulde ting så som vægten af fællesskaber, aktiviteter som en del af dagligdagen, vigtigheden af de pårørende samt deres betydning for beboernes gode liv.